Hvilken kropstype har du?
Er du forvirret omkring, hvad der klæder dig? Det er ikke alle modetendenser, der klæder alle kropstyper. For at undgå at strikke en model, der alligevel ikke klæder dig, så vil jeg forsøge at hjælpe dig på vej her.
Din figur er afgørende for hvilket snit, der fremhæver dine former bedst muligt. Har du først lært din figur at kende, kan du bevidst fremhæve og nedtone fordele og ulemper. På den måde kan du være fokuseret på dine fordele frem for dine ulemper.
Mange forsøger at sammenligne deres figur med diverse frugter eller streg tegninger. Det gør det svært at vurdere. Den sikre måde er at bruge et målebånd, hvor du får et nøjagtigt resultat – så tag en blok, en blyant og et målebånd og noter dine mål.
Hoftemål: Mål dine hofter på det bredeste sted.
Taljemål: Mål din talje på det smalleste sted, lig over navlen.
Brystmål: Mål dit bryst på det bredeste sted.
Skuldermål: Mål dine skuldre på det øverste af dine skuldre. Måske skal du have hjælp til dette mål.
Som udgangspunkt er der 5 forskellige kropstyper, der siger noget om din krops facon. Hertil vil der også forekomme mange undtagelser og dine egne individuelle ting.
Ønsker du ikke at måle dig, kan du også finde ud af hvilken kropstype du har, ved at stille dig foran spejlet uden tøj eller med stramsiddende tøj på. Se på din hofter, talje og skuldre. Er de smalle eller brede? Har du en tydelig talje? Har du smalle eller brede skuldre? Hvordan er disse i forhold til hinanden? Når du har fundet ud af det, kan du finde den kropstype, du har mest tilfælles med.
Den sikreste metode er dog fortsat at tage dine mål som først nævnt.
I det følgende vil jeg forsøge at hjælpe dig med hvad der er godt, og hvad du bør undgå i dit tøj.
X-form (timeglas)
X-formen anses af mange som den ideelle kvindefigur. Kroppen har flotte kurver med fyldige hofter og markerede skuldre. Det kan dog stadig være en udfordring at klæde sig på, hvis du har taget lidt kilo på omkring maven. Det kan give en lidt mere æbleformet silhuette.
Dine skuldre og hofter har nogenlunde samme bredde og taljen er smal.
Kroppen danner et timeglas.
Har du en fyldig barm, er det vigtigt at have en god BH, der giver den rette støtte.
V-udskæringer og dybe runde udskæringer, er det mest klædelige til en fyldig barm.
Overdele er mest flatterende, hvis de er smalle i taljen. Toppe med empiresnit fungere også godt til dig, da det er et snit der er smalt lige under barmen. Det er særligt klædeligt, hvis du er lidt rund på maven.
Synes du, at din barm fylder lidt rigeligt, så husk at mørke farver gør mindre og lyse gør større. Du kan dog sagtens bruge toppe med andre farver end sort. Brug overdele, der er nogle toner mørkere end underdelene, så får du en fin effekt.
Det er godt til dig:
Stil: Tætsiddende, markering af talje og A-facon
Hals: V-hals, dyb rund hals og bådhals
Ærmer: ¾ lange og smalle
Længde: Maks 10 cm under taljen
Undgå: lille rund halsudskæring, lange trøjer, oversize trøjer, tunika og store mønstre
H-form (rektangulær)
H-form betyder at dine skuldre, bryst og talje har ca. den samme bredde. Figuren er lige op og ned uden en markeret talje.
Kroppen danner et rektangel.
Fremhæv din figur og skab en illusion af en talje med dit tøj.
Er din krop slank er tætsiddende overdele fine til at markere din slanke krop. Detaljer som store mønstre ved skuldrene og barmen eller en bred bådformet udskæring, giver en illusion om bredere skuldre og dermed en smallere talje.
Er din krop kraftigere er løse trøjer, oversize og store mønstre godt.
Det er godt til dig:
Stil: Enten tætsiddende (slank krop) eller løse trøjer, oversize (kraftigere krop) og store mønstre
Hals: Rund, lige eller firkantet hals
Ærmer: Alle typer
Længde: Trøjer der går til hoften
Undgå: Trøjer der går til taljen
V-form (trekantet)
V-form betyder, at dine skuldre og bryst er bredere end din talje og dine hofter.
Kroppen danner et V.
Vil du gerne have en mere timeglas figur, skal forskellen mellem dine skuldre og hofter udlignes.
Du skal fjerne fokus fra skuldrene ved ikke at have alt for mange detaljer på det bredeste sted. Undgå eksempelvis puf- eller kuppelærmer.
En V-udskæring er med til at flytte fokus og ”bryder” bredden på din overkrop. Undgå store mønstre og alt for mange farver, da det får din overkrop til at se større ud.
Fremhæv i stedet din talje med trøjer, der markerer din talje.
Husk at det drejer sig om at trække opmærksomhed nedad på din krop.
Lyse farver gør større og tiltrækker blikket mere. Det kan derfor være en god idé at bruge lidt mørkere farver foroven og lysere toner forneden. Det betyder ikke, at du kun kan bruge sorte toppe, men f.eks. en sandfarvet top til hvide bukser.
Det er godt til dig:
Stil: Lidt tætsiddende og A-facon
Hals: Dyb V-hals eller dyb rund hals (u-hals)
Ærmer: Kortærmede skal slutte over barmens højde. Andre længder skal slutte under barmens højde.
Undgå: Store og vidde trøjer, der går under bagdelen, ærmelængde der slutter ved barmen, tværstribet og markeret talje.
A-form (pære/dråbe)
A-form betyder, at du har bredere hofter end skuldre og har relativt fyldige lår. Taljen er smal og markeret.
Kroppen danner en pære/dråbe.
Målet er at udligne figuren, så den bliver mere timeglas formet. Fokus flyttes fra underkroppen til overkroppen. Det gøres ved, at du markerer dine skuldre og din smalle talje. Skuldrene kan f.eks. understreges ved at bruge puf- eller kuppelærmer eller en anden tydelig definering af skuldrene.
Du kan også markere din smalle talje og overkrop med korte, smalle modeller, der er markeret ved skuldrene.
Det er mest klædeligt, hvis dine toppe enten er meget korte, så de markerer det smalleste sted på din krop eller lange, så de går under det bredeste sted på lårene.
Bruger du farver, vil det automatisk flytte fokus op på dit smalleste sted. Husk at lyst gør større og mørkt gør mindre, så her er det godt at bruge de lysere farver øverst og de mørkere farver nederst.
En V-udskæring er også med til at trække opmærksomheden til din overdel.
Det er godt til dig:
Stil: Tætsiddende lange trøjer med en markeret talje, A-facon
Hals: Dyb V-hals og bred halsudskæring
Ærmer: ¾ lange og puf- eller kuppelærmer
Længde: Trøjer der går til hoften eller under det bredeste sted på lårene
Undgå: Oversize trøjer, der slutter på hoften, pufærmer.
O-form (æble):
O-form betyder, at du har smalle skuldre, fyldige bryster, mave og bagdel. Slanke ben.
Kroppen danner er O eller et æble.
Mange runde piger fokuserer ofte på at skjule deres kroppe. Det er en god idé at fokusere mere på at fremhæve det, der er det bedste ved kroppen.
En rund pige har oftest slanke ben og en flot barm. Brug tøjet til at flytte fokus fra de områder, du er mest utilfreds med og over på det, der er smukkest ved dig.
Du skal have fjernet fokus fra maven og op mod barmen. En rigtig god BH med en god støtte, der får barmen til at ”sidde rigtigt” er meget vigtig.
Trøjer og bluser med V-udskæring er oftest mest klædeligt for en rund pige. V-udskæringen flytter fokus fra maven.
Sørger du for, at farveskalaen på dine overdele og underdele er den samme, vil din krop synes længere. Vær opmærksom på kvaliteten i dine overdele og undgå tynde slaskede kvaliteter, der ligger sig til maven og virker afslørende.
Et slankende tip er: Vælge overdele, der er smallest lige under din barm (empiresnit) og som falder løst ned over maven. En A-form eller en slå-om model vil også være godt. Alle tre snit vil virke slankende og kamuflere maven.
Trøjer og bluser med isyede ærmer, hvor skulderen starter eller skuldre og ærmekuppel strikket efter contiguous-metoden og som falder løst ned over maven, vil holde fokus på dine smalle skuldre og væk fra maven.
Længden på trøjer og bluser bør stoppe lige under dit hofteben. Det er det mest klædelige for din figur.
Lange cardigans eller smalle veste er også meget klædeligt på den runde figur.
Det er godt til dig:
Stil: A-facon, empiresnit eller slå-om-model
Hals: V-hals og dyb rund hals (U-hals)
Ærmer: ¾ lange
Længde: Lange trøjer, der går ned over maven og stopper lige udner hoftebenet
Undgå: Oversize og tætsiddende trøjer samt trøjer, der er for korte
Tips til individuelle kropstyper
Højde under 160 cm: Det bedste er korte trøjer
Højde over 170 cm: Lange trøjer er fint, men undgå for korte trøjer
Lange ben: Det er vigtigt at trøjen er mindst 10 cm under taljen, så undgå alt for korte trøje
Brede skuldre: Brug V-hals, raglanfacon eller flagermusærmer. Undgå pufærmer, da de gør skuldrene bredere
Smalle skuldre: Lige hals eller bådhals er godt til dig
Stor barm: Strik modeller med V-hals eller dyb rund hals (U-hals). Undgå raglan – vælg rundt bærestykke eller lige tilsatte ærmer. Strikker du top-down, vil det være en god ide, at slå ekstra masker op til barmen efter delingen til ærmegab. Strik helst ensfarvet og undgå tværstribet. Godt med slå-om effekt.
Lille barm: Strik løse og lige op og ned modeller. Lav evt. detaljer ved brystet. Rundt bærestykker er godt.
Lang hals: Det er godt med rullekrave eller en høj rund hals.
Kort hals: Det er godt med åbne halsudskæringer som V-hals eller dyb rund hals (U-hals)
Stor mave: Strik i A-facon, hvor du tager ud til maven som kiler i sidesømmene eller midt for og bag. Strikker du top-down, kan du tage jævnt ud hele vejen både midt for og midt bag. Har du brug for ekstra vidde kan du samtidig tage ud i sidesømmene. Undgå raglanfacon. Det er godt med firkantet model og lige ærmer.
Talje: Er din talje markeret og har du smalle hofter, er en model, hvor der tages ind til talje og efterfølgende tages ud igen god til dig. Har du en smal talje og brede hofter, skal du undgå at markere taljen.